Frederiksborg Slot, Marmorgalleriet

 

MARMORGALLERIET

I projekterne på Frederiksborg Slot arbejder LEIF HANSEN Arkitekter som en del af TEAM ERIK, under det kongelige bygningsdirektorat nr. 4. LEIF HANSEN Arkitekter arbejder selvstændigt med ansvar for tildelte opgaver, hvorunder tegnestuen har særlig specialviden og erfaring.

Påbegynd i 2021
Bygherre: Dansk Erhverv

PROJEKTER

Registrering og forundersøgelse af marmorgalleriet.

Formålet med restaureringen er at bevare Marmorgalleriet som et komplet og vel vedligeholdt monument der demonstrerer kongemagtens selvforståelse i 1600-tallet, uden at miste de historiske lag der vidner om galleriets alder og de synlige spor der er efterladt efter væsentlige begivenheder i galleriets historie, og med galleriets praktiske funktion i bygningsanlægget opretholdt.

HISTORISK KONTEKST

Marmorgalleriet er blevet restaureret og istandsat flere gange. Gennem historiske kilder får man indblik i, hvordan galleriet har taget sig ud igennem tiden.

Tre historiske beskrivelser af galleriet (Johan Adam Berg 1646, Laurids de Thurah 1749, og Johan Peter Rasbech 1832) skiller sig ud med en mere samlet beskrivelse af Marmorgalleriet, og de tre kilder beskriver en bemærkelsesværdige kontinuitet i udseende og statueopsætning.

De historiske kilder beskriver flere store omfattende restaureringer – Harsdorff i 1782 og Meldahl i 1872 – hertil kommer andre arbejder i 1732 og starten af 1800, hvor kilder kun i deres beskrivelse omtaler mindre arbejder. Det fremgår tydeligt, at Harsdorff har været udfordret med de samme problemer omkring ’sprungne sten’ og mangelfulde fuger (og heraf følgende fugtproblemer). ’Sprungne sten’ og håndtering af fuger og fugtproblemer er Marmorgalleriets akilleshæl. Endelig er den midlertidige brug af Gjellebæk marmor i de historiske kilder og dens forsvinden stadig et åbent spørgsmål.

De udførte registreringer af opmåling, artsbestemmelse, overfladebearbejdning, revne- og fugeregistreringer danner grundlag for en fremadrettet analyse sten for sten i den efterfølgende programfase.